DM-finalister i Erhvervscase

3.g elever fra handelsgymnasiet videre til DM-finalen i Teknologi og Erhvervscase

I sidste uge vandt et hold elever fra Global Business Linjen på Campus Vejle Regionsmesterskabet i Erhvervscase, hvor de arbejdede med butikskæden ”Normal”. Erhvervscase er en disciplin i handelsgymnasiet, hvor eleverne arbejder indgående med en udvalgt virksomhed med henblik på at afdække eventuelle udfordringer, som virksomheden står overfor.

Christian Toft Bach, fra Hedensted, Sejer Rasmussen fra Tørring, Lukas Specht og Johan Wiberg, der begge er fra Vejle, valgte at arbejde med at forbedre Normals markedsføring. Udgangspunktet i deres projekt er, at markedsføringen af Normal og deres produkter kan individualiseres og målrettes med datadrevet markedsføring via en kundeklub og en app. Via kundeklubben opsamles data om kundens indkøbsmønstre og med app´en kan Normal derefter målrette markedsføringen mod den enkelte kunde og forbedre salget. App´en kan også bruges til at lave kampagnetilbud og sælge restpartier af varer, så man undgår unødig spild, lige som kunderne via små spil i app´ en kan vinde produkter eller få særligt fordelagtige tilbud med rabatter.  Samtidig med eleverne har arbejdet med deres erhvervscase-projekt, har Normal udviklet en app uafhængigt af elevernes arbejde.

Vi er rigtig stolte og glade, når vores elever opnår gode resultater, ikke mindst når det er i konkurrence med andre skoler og de repræsenterer Campus Vejle” fortæller Lotte Nyboe, der er rektor for gymnasieafdelingen på Campus Vejle.

DM i Erhvervscase er en årlig tilbagevendende begivenhed i Handelsgymnasiet. Alle eleverne kommer på et tidspunkt til at deltage i erhvervscase, hvor de arbejder i grupper med samme virksomhed. Hver gruppe skal identificere en udfordring, de mener virksomheden står med og komme med forslag til, hvordan virksomheden kan løse udfordringen. Hver deltagende skole udvælger det bedste hold elever, som sendes til Regionsmesterskabet, der i år fandt sted på Rybners i Esbjerg. Her deltog 7 hold fra forskellige skoler, som blev bedømt af et dommerpanel bestående af faglærere og erhvervsfolk, der bedømmer elevernes præstationer, blandt andet om deres løsning er baseret på god strategi, om ideen kan realiseres og lever op til samfundets krav, om den er økonomisk bæredygtig og miljømæssig forsvarlig.

Det vindende hold fra hver region i landet går videre til DM-finalen i København, der finder sted den 25. og 26. september i Børssalen. Finalearrangementet består af dels en finalistdag, hvor de fem finalehold finpudser deres præsentationer, argumentation og præsentationsteknik. På anden-dagen afvikles konkurrencen og Danmarksmesterskabet afgøres.

Landets tekniske gymnasier deltager også i konkurrencen i et parallelt spor, hvor de arbejder på tilsvarende vis med en teknologisk funderet opgave.