
Vejle Taekwondo Klub er én af Danmarks største og ældste taekwondoklubber, som holder til på Horsensvej 74A i Vejle.
Klubben samarbejder med Vejle Kommune i et forsøg på at fremme elitesportsmiljøet i kommunen, og Vejle Taekwondo Klub er samlingspunkt for mange sydjyske klubber, som ofte sender ambitiøse udøvere til Vejle for at lade dem undervise af klubbens dygtige af instruktører.
Klubben samarbejder også med Elite Vest, elitecentret i Århus, og i skrivende stund træner tre af klubbens medlemmer i Århus to gange om ugen. Elite Vest samarbejder med amerikansk taekwondo, og i foråret 2009 var flere vejlensiske udøvere i Miami, hvor verdens bedste instruktører underviste danskerne.
Klubben har flere kæmpere på det danske landshold, og endnu flere er med i talentudviklingen, og Vejle Taekwondo Klub definerer på den måde sporten i Danmark.
På den internationale scene optræder vi også ofte, og Vejle Taekwondo Klub rummer flere skandinaviske og nordiske mestre, og flere af klubbens unge medlemmer har deltaget i både junior-EM og –VM. Klubbens filosofi er, at træningen bør være alsidig. Derfor varetages træningen med mellemrum af eksterne konsulenter og specialister, og ernæringsvejledning er ligeledes en naturlig ting i klubben.
Vejle Taekwondo Klub råder over en erfaren og kompetent stab af mere end 30 instruktører mellem 6. og 1. dan – de fleste af dem med 10-15 års erfaring. Instruktørerne, som underviser de unge eliteudøvere, fokuserer især på fysisk og alsidig træning på højt niveau.
På kampsiden består trænerstaben af tidligere landstræner i kamp Bjarne Johansen (6.dan), cheftræner er Carsten Kersø (4.dan), chef kampinstruktøren hedder Phi Xuan Nguyen (2.dan), mens der er to kamptrænere i skikkelse af henholdsvis Michaela Rasmussen (2.dan) og Dennis Kristensen (1.dan). På tekniksiden råder Vejle Taekwondo Klub ligeledes over kompetente instruktører som Dannie Frederiksen (6.dan), Tom Jepsen (4.dan) og teknikinstruktør Christian Bøttcher (1.dan).
Links: www.vejle-taekwondo.dk - www.taekwondo.dk