Demokratiets dag på EUD- og EUX Business

Seks unge politikere fra en række af de kendte partiers ungdomsorganisationer stillede op til debat på Campus Vejles ungdomsuddannelser. De unge politikere havde mange gode debatter med eleverne på EUD- og EUX Business. Blandt mange diskussionsemner var blandt andet Statens Uddannelsesstøtte, ligeløn og ligestilling på arbejdsmarkedet, skat, lønniveau og arbejdsugens længde samt unges stemmeret til debat.

Demokratiets dag startede med at de unge politikere var ude i klasserne enkeltvis eller to og to for at løse opgaver og snakke med eleverne om politik. Efter klasseseancen var der paneldebat i skolens auditorium, hvor debatten var fri, og de unge politikere kunne udtrykke politiske overbevisninger for den store forsamling af kommende unge vælgere. Undervejs i debatten kunne de unge stemme med håndsoprækning. Både elever og de unge politikere gik til den, når meninger og politiske standpunkter blev udvekslet.

Eleverne på EUD- og EUX business havde i dagene op til arrangementet arbejdet med en række politiske emner i undervisningen, som de skulle forholde sig til, så de var velforberedte til Demokratiets Dag.