Fremtidens Vejle: Paneldebat d. 15/11

Hvordan kan virksomheden forberede sig til fremtidens behov? Det er temaet, når projekt Fremtidens Vejle inviterer til foredrag og paneldebat d. 15. november.

Der bliver mangel på faglært arbejdskraft. Det er en udfordring, mange virksomheder allerede begynder at mærke nu. Rundt om hjørnet venter nye tekniske muligheder som for eksempel robotteknologi, der vil forme og omforme jobfunktioner og flytte rundt på, hvordan virksomheder er organiseret. Det er budskabet fra foredragsholder og ekspert i fremtidens arbejde Claus Skytte. Han besøger Vejle d 15. november for at gøre virksomhederne klogere på, hvordan man kan forberede sig til fremtidens kompetencekrav.

Med udsigt til ny teknologi, ny organisering og nye jobfunktioner står virksomhederne med en udfordring. Det kræver nye kompetencer hos medarbejderne at tilpasse sig til den nye situation. Men både medarbejdere og virksomheder kan sammen løse udfordringen. Rigtig mange med en kort uddannelse kan efteruddannes til at varetage de nye job, der følger med en ny teknologi. Det kræver bare at virksomhederne går ind i projekter, der skal klargøre og løfte medarbejderne.

Uddannelsesinstitutionerne står klar
Med efteruddannelse inden for dansk, matematik, it og engelsk kan medarbejderne hurtigere omskoles eller videreuddannes til at varetage nye eller anderledes jobfunktioner. De lokale uddannelsesinstitutioner står klar med kurser og en stor vifte af mere fagrettede uddannelser. Og det behøver ikke tage mange år for den enkelte medarbejder at blive gjort klar til fremtiden. Uddannelsesinstitutionerne har forskellige muligheder for at gøre vejen til faglært kortere og nemmere.

Panelet består af Vejles borgmester Jens Ejner Christensen, repræsentanter fra Arla, Dansk Industri, Dansk Metal og Vejle Erhverv.

Fremtidens Vejle er et samarbejde mellem Netværkslokomotivet, Campus Vejle, AOF og Vejle Sprogcenter og Give-Grindsted Uddannelsescenter.