Golfsucces og scholarship i USA

Fornemme resultater åbner dørene for uddannelse og golfkarriere USA

Tidligere golfspillende sportscollegestudent fra Campus Vejle, Mark Følbæk, der oprindeligt kommer fra Jelling, tog turen til USA for at forfølge drømmen om at studere og spille golf på højt plan. En drøm der kan være svær at realisere og kun lykkes for de få. Marks historie ligger tæt på handlingen i utallige collegefilm om sportstalenter, der står i en umulig situation, yder hvad der skal til, vinder og præmieres med berømmelse og college scholarship.

Mark fik sin studenterhue fra handelsgymnasiet i 2016. Efter skolen arbejde han et år hos UPS i Vejle. Herefter tog han et år til Ranger College i Texas og spillede junior college golf. Det var en god oplevelse, der gav en masse sproglig læring og kulturforståelse, men golfresultaterne var gennemsnitlige. Tilbage i Danmark efter det første år i USA, var de fortsatte uddannelsesplaner herhjemme ikke lagt endnu. Drømmen om en golfkarriere og universitetsuddannelse i USA rumsterede stadig. Men de dyre universiteter i USA, der nemt kan koste op til en halv mio. kr. årligt at gå på, var ikke sådan lige til at komme i nærheden af. Derfor var der kun en mulighed. Mark måtte tilbage til Ranger College i Texas og præstere så gode resultater, at universiteterne derovre ikke kunne komme udenom at give ham et scholarship. På Ranger College, der er et junior college med et fagligt niveau svarende til et dansk gymnasium, lykkes det ikke kun at skabe gode golfresultater. Fagligt placerede Mark sig i toppen som æresstudent med et karaktergennemsnit 3,75 ud af 4,0, som er det maksimalt mulige gennemsnit. Og faktisk flaskede golfspillet sig så godt, at der blev lagt mærke til ham. Hen over sæsonen opnåede han top-5 placeringer i de fire turneringer, han deltog i, og satte på en træningsrunde sammen med sin træner banerekord på den lokale golfbane.

Til en turnering, High Country Shootout i New Mexico, gik han tre runder med en score, der tilsammen var 23 slag under banens par (65-63-65). Har førte således efter de to første runder og kunne gå på banen til turneringens tredje runde og spille defensivt. En taktik, der ikke altid har givet gode resultater for Mark. I stedet gik Mark på banen og spillede offensivt og sluttede 3. runde syv slag under par. Det var et mentalt vendepunkt og betød, at Mark vandt turneringen. Det stærke golfspil fortsatte i Tyler JC Fall Invitational turneringen, hvor han sluttede på 3. pladsen med otte slag under par i sidste runde. Ved sæsonafslutningen lå Mark nummer et på ranglisten over junior college golfspillere i USA. Denne topplacering, sammen med de gode karakterer fra Ranger College, gjorde, at universiteter fra 10 forskellige stater nu stod i kø for at give ham scholarships og plads på deres top-golf-hold.

Den 29. november i år valgte Mark at tage imod et tilbud fra Huskers University i Nebraska og skal i de kommende to år spille 1. divisions university golf med en ambition om, at hans golf team opnår en top-placering på ranglisten i USA.

Ud over at få dækket alle omkostninger ifm. med golfspillet og adgang til supergode træningsfaciliteter, får han også betalt sin uddannelse derovre. I første omgang en bacheloruddannelse.