< Arla-kursist nr 1000 i år
05.04.2018 14:15 Age: 16 days
Category: News

Direktøren fylder 60


Morten Weiss-Pedersen fylder 60 år den 10. april. Morten Weiss-Pedersen, der er gift og har to voksne børn, har været direktør på Vejle Handelsskole og Campus Vejle siden 2012, hvor han kom fra en stilling som forstander gennem 12 år på AMU Fyn – den fynske specialarbejderskole.

Morten Weiss-Pedersen blev student fra Middelfart Gymnasium i 1977, cand.mag. i dansk og historie i 1983 og færdiggjorde pædagogikum i 1984.

Karrieren startede i det kommunale, hvor Morten Weiss-Pedersen har været fuldmægtig i Hørsholm Kommune og vicesocialchef i Jelling Kommune i midten af 1980´erne, inden karrieren ændrede kurs i retning af uddannelsessektoren, først som uddannelsesleder i Fyns Amt fra 1987-1990 med ansvar for lederuddannelse og træning af SU medlemmer og siden hen ansættelse på AMU Fyn og nu Campus Vejle.

Morten Weiss-Pedersen har i mange år haft en udpræget passion for politik. Han har siden januar 1998 været valgt ind i Middelfart Byråd for Det Konservative Folkeparti og gennem årene her haft forskellige poster – bl.a. 1. viceborgmester og en række forskellige udvalgsposter – pt. formand for Energi & Miljøudvalget og medlem af Økonomiudvalget. Pr. 1. januar i år også medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark og her medlem af forretningsudvalget samt Udvalget for Uddannelse og Arbejdskraft.

Ud over politik interesserer Morten Weiss-Pedersen sig for historie. Gennem 10 år var han formand for Middelfart Museum. Han er en glimrende fortæller og underholder gerne omgivelserne med historier og anekdoter om Winston Churchill, der altid har haft en særlig plads i historikerens hjerte.

I anledning af 60-års fødselsdagen inviteres venner, bekendte og forretningsforbindelser til reception på Campus Vejle d. 10. april kl. 14.30-16.30.